Alle har travlt. Det er ikke det, det handler om.
Stress er kroppens måde at klare noget, der kræver mere end sædvanligt. Den er ikke farlig i sig selv, og den er ikke en sygdom. Et pres, der stiger og falder igen, er sådan et menneske er skruet sammen.
Spørgsmålet er ikke, om du har travlt. Det er, om der er kommet et gear, du ikke kan komme ud af igen.
Det, der plejer at falde til ro
Efter en hård uge plejer der at komme en weekend, hvor man lander. Efter en deadline plejer skuldrene at falde. Efter en ferie plejer man at kunne mærke forskel.
Det er dét, man skal holde øje med. Ikke hvor meget der er at lave, men om de pauser, der plejer at virke, stadig virker.
Er der gået måneder, hvor fridagen ikke længere gør en forskel, hvor søvnen ikke samler op, og hvor man stadig er tændt om aftenen, så er det noget andet end travlhed.
Hvad kroppen gør imens
Når et pres varer ved, bliver kroppen i beredskab.
Det mærkes forskelligt fra menneske til menneske. Hjertet, maven, nakken, søvnen, hukommelsen, tålmodigheden. Nogle bliver hurtigere vrede. Andre bliver stille.
Det er ikke indbildning, og det er ikke svaghed. Det er et system, der har kørt for længe uden at blive slukket.
Sådan arbejder jeg med det
Vi begynder med at finde ud af, hvad der faktisk fylder. Ikke hvad der burde fylde.
Der er tit forskel. Det, man siger, når nogen spørger, er sjældent det samme som det, der holder en vågen. Den første del af arbejdet er at få fat i det rigtige.
Derfra kommer det an på dig. Der er ikke et program, alle skal igennem.
Arbejdet er terapeutisk samtale, og det kan rumme kropslig opmærksomhed, vejrtrækning og anden regulering af et nervesystem, der er blevet ved med at være tændt. Hvad der fylder mest, og hvornår, finder vi ud af undervejs.
Det kan for eksempel være at lægge mærke til, hvor lang udåndingen får lov at være, når presset stiger. Eller at finde noget konkret, opmærksomheden kan lægge sig på, som ikke er tankerne — temperaturen på huden, underlaget under fødderne, en lyd langt væk. Eller at se på tempoet: ikke hvor hurtigt du går, men hvor hurtigt du skifter fra det ene til det andet.
Det er eksempler, ikke en rækkefølge.
Og så er der det, der ligger bag uroen, hvis der er noget. For nogle handler det om at sige nej. For andre om noget, der ligger længere tilbage, og som presset har gjort synligt igen. For en del er det dér, det egentlige arbejde ligger.
Hvor vi mødes
I klinikken på Lumbyvej 11B i Odense, eller ude i landskabet på Fyn.
Der er to forskellige ting, man kan mene med “udenfor”, og de er ikke det samme.
Walk & talk er psykoterapi, der foregår gående. Rammen er den samme som i klinikken — landskabet er stedet, det foregår. For nogle er det lettere at sige det svære, når man ikke sidder over for hinanden: man kan kigge på noget andet imens, og pauserne bliver ikke akavede.
Naturterapi er en selvstændig arbejdsform med sin egen fremgangsmåde. Her er naturen ikke bare stedet — den indgår aktivt. Vi bruger det, vi møder undervejs, når det er relevant for det, vi arbejder med. Et forløb varer timer, ikke halvanden.
Vil du hellere sidde i en stol, er det lige så fint. Vi aftaler det på forhånd.
Hvis du er sygemeldt eller på vej til det
Så skal din læge ind over. Det samme gælder, hvis der er fysiske symptomer, du ikke kender årsagen til.
Jeg stiller ikke diagnoser og behandler ikke sygdom. Det arbejde, jeg laver, kan foregå sideløbende — mange gør netop det.
Sådan finder vi ud af det
Vi tager en kort telefonsamtale, før vi aftaler noget. Den koster ingenting og forpligter ikke til noget.
Du behøver ikke have styr på det på forhånd. Det er tit selve arbejdet at finde ordene.